Jeg mistede min danske mor, da jeg var en lille pige, og voksede op som plejebarn på en dejlig gård på Falster – med egen pony. Som teenager var jeg eliteatlet med 800 m. og 1500 m. som favoritdiscipliner, og jeg lærte tidligt at sætte mig mål - og nå dem! Jeg flyttede hjemmefra i 1.G. og strukturerede min dagligdag, så jeg kunne komme i mål med først en gymnasial eksamen og senere en kandidatuddannelse, cand.ling.merc. i italiensk, på CBS.
Som 18-årig opsøgte og fandt jeg min italienske far, og der fulgte tre vidunderlige halvsøskende og en skøn, ny "mor" med. Siden har Italien været en fuldt integreret del af mit liv.
Livet har givet mig en del udfordringer, dog ikke flere end jeg kunne håndtere, og min baggrund har givet mig personlige egenskaber, der kommer til stor gavn i min praksis som coach.
Det gør mig derfor glad, når de mennesker, jeg coacher, oplever, at jeg udstråler ro, overskud og oprigtig interesse i dem.
Mine 20 år som selvstændig erhvervsdrivende giver mig desuden et solidt udgangspunkt for at forstå varierende udfordringer og jeg kan lynhurtigt sætte mig ind i mange af de forskellige problematikker mennesker har – både privat og professionelt.